C64 Shakerbord - Designet af Børge Mogensen
Shakerbordet prydede ikke blot Børge Mogensens private spisestue, men repræsenterede også en bordtype, han ofte vendte tilbage til gennem sin karriere som møbelarkitekt. Denne model blev designet af Børge Mogensen for FDB i 1950, men kom aldrig i produktion, muligvis på grund af de korsformede ben, som på det tidspunkt både var et dristigt designvalg og en teknisk udfordring. Mange år senere lancerer FDB Møbler bordet, som på trods af skiftende tendenser inden for boligindretning, fremstår tidløst og med en æstetisk holdbarhed. Det elegante og unikke understel, trukket ind under bordpladen, får den enkle, rektangulære plade til at svæve frit i rummet og giver samtidig god benplads. Bordet, der er præget af funktionalitet med en praktisk slidflade og afrundede kanter, afspejler Børge Mogensens urokkelige krav om, at et møbel skal tjene mennesket og give plads til menneskelig udfoldelse frem for med magt at tvinge mennesket til at tilpasse sig møblet.