Besøg Nordjyllands største bolighus

Andre købte også

Din kurv

Tøm kurven
0%
Levering:39,00 kr.
Totalpris:0,00 kr.
Betal nemt og sikkert med:Betalingskort
ForsideMøblerSofa

Sofa

En sofa finder du i ethvert hjem. Det er her, du slår benene op og slapper af efter en lang dag. Sofaen er et af de steder i hjemmet, der er forbundet allermest med hygge og at koble af fra hverdagen. Derfor er det vigtigt, at din sofa er komfortabel og rar at sidde i. Se vores udvalg her.

Vis mere tekst

142 produkter
  13   Næste

Find en sofa, der passer til dig

Hvad er en god sofa? Det er et spørgsmål, der givetvis vil være mange forskellige svar på. Komfort betyder nemlig noget forskelligt for forskellige mennesker. Nogle kan f.eks. godt lide følelsen af glat og køligt læder, mens andre foretrækker blødt og lunt stof. For nogle vil en flydersofa være det rette valg, mens andre skal have en sofa, som man kan sidde oprejst i, og som kan rumme mange, når der skal spilles brætspil eller hygges med ostebord og anekdoter.

Det er også vigtigt, at sofaen taler til din smag, når det gælder farve og design. Til det formål har vi allieret os med nogle af de fremmeste møbeldesignmærker, så du har et væld af lækre og unikke sofaer at vælge imellem.

Hos Erling Christensen Møbler har vi et væld af forskellige typer sofaer, så du er sikker på at kunne finde lige den, der passer til dine behov, hvad end det er en hjørnesofa, sovesofa, modulsofa, chaiselongsofa eller noget helt femte, du er ude efter.
 

2- og 3-personers sofaer – det klassiske valg

Dette er de helt klassiske sofaer. Lige ud ad landevejen uden tilføjelser som chaiselong eller open end. Det er i hvert fald som regel det, der menes med 2- og 3-personers sofaer, selv om det egentlig blot dækker over, hvor mange personer sofaen er beregnet til. En 3-personers sofa kan derfor sagtens have en chaiselong, selvom man kan argumentere for, at chaiselongen også kan udgøre en fjerde siddeplads.

En 2-personers og en 3-personers sofa udgør en af de mest gængse sofagrupper, ofte stillet vinkelret rundt om sofabordet med den store sofa pegende mod tv’et og måske med et sidebord i hjørnet mellem dem. Denne konstellation egner sig godt både langs væggen i hjørnet af små stuer og midt i rummet i større stuer. De klassiske sofaer finder du bl.a. hos Stouby og Ferm Living.

Derudover er både en 3-personers og især en 2-personers sofa så lille og fiks, at den også kan bruges andre steder i indretningen, f.eks. i entreen, mens man tager sko af og på, eller måske til et ekstra hyggehjørne i køkken-alrummet. Kun fantasien sætter grænser, og en lille sofa til andre rum end stuen er det perfekte valg til dem, der ønsker et friskt pust i indretningen.
 

En sofa med chaiselong er perfekt til afslapning

“Chaiselong” kommer af fransk og betyder ”lang stol”, og ordet betegnede oprindeligt aflange luksuriøse hvilestole forbeholdt den franske adel. I dag er konceptet også udbredt til sofaer, der har et forlænget siddeparti i den ene ende af sofaen til at smække benene op på. 

En sofa med chaiselong er velegnet til at slappe af på langs eller til at skabe en ekstra siddeplads rundt om sofabordet. En særlig populær variant af chaiselongsofaen er den såkaldte U-sofa, der er udstyret med chaiselong i den ene ende og open end i den anden, således at sofaen kommer til at være formet som et ”U”. En open end kan minde meget om en chaiselong, men adskiller sig ved at have delvist ryglæn op langs siden snarere end blot et armlæn som ved en chaiselong. Med et sofabord flankeret af chaiselong på den ene side og open end på den anden giver en U-sofa masser af siddeplads i sofaen til familiehygge og gæstebesøg. Måske derfor er den en af de mest populære typer sofa lige for tiden. En stor sofa er populær, fordi den netop giver masser af rum til socialt samvær.

Når du køber en chaiselongsofa, skal du være opmærksom på, om den er højrevendt eller venstrevendt. Sofaen er altid ”vendt” mod den side, som chaiselongen sidder i, når man ser den forfra. Dette gælder også for hjørnesofaer med chaiselong og for U-sofaer med open end i den modsatte ende, selv hvis denne stikker længere ud end chaiselongen.

Mange af de andre typer sofaer kan også være chaiselongsofaer, så længe de er udstyret med en chaiselong. Således kan du snildt få en sovesofa, hjørnesofa, modulsofa eller flydersofa, der også er chaiselongsofa.
 

Udnyt pladsen med en hjørnesofa

En hjørnesofa er en sofa, hvor ryglænet fortsætter langs et hjørne i en 90 graders vinkel. Således udnyttes hjørnet til ekstra siddeplads modsat f.eks. et sofahjørne med en sofagruppe bestående af to sofaer.

En hjørnesofa kan både være velegnet til små hjem, hvor du vil udnytte pladsen bedst muligt, og mere generelt til store forsamlinger rundt om sofabordet. Vil man have endnu mere plads rundt om sofabordet, kan man også få en hjørnesofa med chaiselong. Disse kaldes også undertiden U-sofaer grundet deres form, selvom flere forbinder en U-sofa med en chaiselongsofa med open end. Uanset hvad, så er begge typer af sofa gode muligheder for at opnå mest mulig sofaplads, hvis man er en stor familie eller ofte har gæster på besøg.
 

Byg din drømmesofa med en modulsofa

Med en modulsofa kan du selv sammensætte den sofa, du gerne vil have, ved f.eks. at vælge, om du vil købe med chaiselongmodul, med open end osv. Modulsofaer er smarte, fordi de leveres i mindre moduler og efterfølgende sættes sammen på den måde, du ønsker. Dermed ikke sagt, at du ikke skal have tænkt over, hvordan den skal se ud, når den er samlet. De moduler, du køber, er bestemmende for, hvilken sofa du kan sammensætte, og du skal have bestemt på forhånd, hvordan sofaen skal se ud.

Fordi hvert enkelt sofamodul er pakket separat, er de også velegnede til små lejligheder. Sofaen kan fragtes op gennem opgangen i etaper i stedet for på én gang og er nemmere at få ind ad døren end en stor sofa.

I webshoppen har vi sammensat flere modulsofaer på forhånd, så du slipper for besværet. Vi har bl.a. modulsofaer fra Brunstad og Nielaus. Hvis du selv ønsker at vælge de moduler, der skal sammensættes, så ring på 98 93 61 55, skriv til kundeservice@ecmh.dk eller kom forbi vores bolighus i Sindal. Så kan vi i fællesskab afklare dine behov.
 

En sovesofa er det perfekte 2-i-1-møbel

En sovesofa er en sofa, der kan konverteres til en seng. Hvordan det præcis foregår, kan variere meget mellem sofaer. Det kan f.eks. være ved at ”folde” ryggen ned for at skabe en stor flad overflade – også undertiden kaldet en futonsovesofa. Det kan også være ved at hive et modul ud fra under sofaen, der giver mere plads i sofaen til at ligge på. På nogle gemmer der sig sågar en madras under sædet eller ryglænet, som kan ”foldes” op.

En sovesofa kan især være velegnet i små lejligheder, hvor der hverken er plads eller rum nok til at have et dedikeret gæsteværelse. Men den kan faktisk være smart i alle hjem, især hvis du nogensinde kunne have planer om at have flere gæster til at overnatte.

Principielt kan man sove i alle sofaer, men det er som regel mere behageligt og hensigtsmæssigt i en sovesofa. Mange af dem er udstyret med ægte madrasser, der er polstret med søvnkvalitet for øje. De er ofte polstret med bedre skum eller med en kombination af skum og fjedre, der både er bedre for komforten og for din ryg, mens du sover. Derudover er der mere plads i en sovesofa, og der kan i princippet sove to personer på en sovesofa, selvom de ofte ikke vil have meget plads – har du ofte flere overnattende gæster, kan en dobbelt sovesofa derfor være et godt valg.

Sovesofaer kan også fås med chaiselong, hvis du vil have mulighed for at slå benene op, når du sidder i sofaen, også når sovemodulet ikke er slået ud. 
 

Daybed – den smarte og dekorative mellemvej

En daybed er beslægtet med divanen, chaiselongen, sofaen og sengen og er en seng, der også er beregnet til at sidde i. Modsat en almindelig sovesofa skal en daybed som hovedregel ikke ”slås ud” eller modificeres for at gå fra sofa til seng, men er begge dele på én og samme tid. En daybed har dog som regel ikke samme polstring som en sovesofa og er mere velegnet til hvile end decideret søvn. 

En daybed kan bl.a. bruges som bænk i entréen, midt i stuen eller som siddeplads i køkken-alrummet. Der er ikke den samme etablerede norm for, hvor en daybed skal stå, som for en almindelig sofa. Det står dig derfor frit for, hvor din daybed hører hjemme og bedst vil passe ind i indretningen af dit hjem. Ligesom en ottoman har daybeds som oftest ingen arm- eller ryglæn.
 

En stor sofa til afslapning? Prøv en flydersofa

En flydersofa kaldes, som den gør, fordi den er særligt velegnet til at ”flyde” i, mens du f.eks. ser fjernsyn. Dette skyldes, at siddehøjden i sofaen er lavere end normalen, mens siddedybden, altså afstanden til ryglænet fra det yderste af siddepuderne, er større end normalen. På den måde er der plads til at hvile ryggen på siddearealet frem for på ryglænet, som man i stedet hviler hovedet op ad. Vi anbefaler at have et par pyntepuder at læne hovedet op ad for at gøre det ekstra komfortabelt.

Hvis du ønsker en liggevenlig oase i stuen, hvor man kan koble af og bare flade ud, er en flydersofa yderst velegnet.
 

Hvilket materiale skal jeg vælge til min sofa? 

Overordnet er der to typer materiale, en sofa kan være betrukket med: stof og læder. Der er fordele og ulemper ved begge dele, og om du bør vælge en lædersofa eller en stofsofa kommer dels an på æstetik, dels på, hvad du ønsker i forhold til praktiske egenskaber og vedligeholdelse. Læder er mere slidstærkt og mere modstandsdygtigt overfor snavs, og det føles lækkert og komfortabelt at sidde i. Til gengæld kan det føles koldt i vinterhalvåret og fugtigt i sommerhalvåret, især hvis det er hud mod læder. Det er en smagssag, men nogle foretrækker følelsen af stof, der også holder bedre på varmen.

Det skal også siges, at typen af henholdsvis læder og stof kan gøre en forskel. Der findes mange forskellige typer af både læder- og stofbetræk til sofaer, der er mere eller mindre bløde, slidstærke og modtagelige overfor snavs. Hvis du vil være helt sikker på, at betrækket er det rigtige for dig, bør du derfor kende den specifikke læder- eller stoftype på forhånd. Du kan evt. besøge vores bolighus for at fornemme, hvordan bestemte sofaer og betræk føles at sidde på.

En særlig type stof, som nogle er rigtigt glade for, er velour. Det er blødt og lækkert at røre ved og var før i tiden forbeholdt rige adelige. Derfor er en veloursofa forbundet med noget majestætisk og luksuriøst. Selvom man måske skulle tro, at det fine stof er sart og skrøbeligt, så er det ikke tilfældet. Velour er både rimelig slidstærkt, og grundet den tætte vævning trænger væske ikke så let ind i stoffet. Tør væsken op med klud eller køkkenrulle, og så er det, som om intet er hændt.
 

Pyntepuder, puf og plaid

Uanset hvilken sofa du anskaffer dig, bør du også overveje, hvilket tilbehør der evt. kunne optimere glæden, du får ud af at bruge den. Pyntepuder er f.eks. både en dekorativ og komfortabel tilføjelse til din sofa og kan udgøre både ekstra ryg- og hovedstøtte. 

En plaid, også sommetider kaldet et slumretæppe, er en anden værdifuld tilføjelse. Der er nærmest ikke noget bedre på en kold vinterdag end at kunne vikle sig ind i en plaid i sofaen med en kop varm kakao i hænderne.

Sidst, men ikke mindst, har vi et stort udvalg af puffer til at hvile fødderne på. De kan både fås i fuldpolstret form uden ben og som fodskamler med ben á la ottomaner. Flere af den sidste slags er lavet til at passe sammen med bestemte sofa-serier, som f.eks. den flotte A1 puf i sort læder fra Andersen Furniture, der passer sammen med deres 2,5-personers og 3-personers lædersofaer fra A1-serien. Noget af det smarte ved denne type puf er, at du kan bruge den som flytbart alternativ til en chaiselong.
 

Køb din sofa hos Erling Christensen Møbler

Synes du, det er svært at finde rundt i de mange muligheder? Så er du altid velkommen til at ringe til os. Vi står altid klar til at besvare dine spørgsmål eller dirigere dig videre til en af vores mange møbeleksperter. Alternativt kan du besøge vores bolighus i Sindal og selv få syn for sagen. Der er ingen bedre måde at finde den rette sofa end selv at efterprøve, hvordan de føles at sidde i. 

Hos Erling Christensen Møbler har vi naturligvis også et stort udvalg af sofaborde.

Min henvendelse drejer sig om (sæt kryds)