Store designikoner i små formater
Under navnet Liliput introduceres tre af Kay Bojesens mest ikoniske træfigurer i en ny, miniature størrelse, der forener klassisk dansk design med et legende udtryk.
Liliput-serien består af Bjørnen (9,5 cm), Elefanten (7,5 cm) og Flodhesten (6 cm) – alle skabt med samme respekt for formgivning og kvalitet som deres større forlæg.
Alle Liliput-figurerne er omhyggeligt fremstillet i FSC®-certificeret egetræ, hvilket sikrer, at træet stammer fra ansvarligt forvaltede skove. Liliput Bjørnen er desuden udstyret med detaljer i FSC®-certificeret ahorn, hvilket understreger figurens bløde formsprog. Hver del af dyrene er drejet, slebet og poleret med stor præcision, så figurerne fremstår både æstetisk tiltalende og behagelige at røre ved.